Sygdom
At forstå tyk- og endetarmskræft

De fleste bliver helt tomme i hovedet, første gang de hører denne diagnose. Artiklen har et enkelt formål: at hjælpe dig med at forstå nogle grundlæggende ting, så du kan stille nyttige spørgsmål, næste gang du taler med din læge.
Hvad tyktarmen gør
Når mavesækken og tyndtarmen har fordøjet og optaget maden, går resten videre til tyktarmen. Dens vigtigste opgave er at optage vand og gradvist omdanne et flydende indhold til formet afføring.
Tyktarmen er omkring halvanden meter lang: blindtarm, opadgående, tværgående og nedadgående colon, sigmoideum og til sidst endetarm og anus. En svulst et andet sted giver andre symptomer og behandles anderledes — derfor lægger din læge så stor vægt på, hvor præcist den sidder.
Sådan udvikler kræften sig
De fleste kolorektale kræftformer begynder som en lille godartet polyp og ændrer sig langsomt gennem flere år. Fordi forløbet er langsomt, er der mulighed for at fjerne den ved koloskopi, mens den stadig er en polyp.
At polypper dannes, hænger sammen med alder, kost, overvægt, rygning, alkohol og manglende motion og delvist med arvelighed. Hos de fleste patienter kan der ikke peges på én enkelt årsag. Brug ikke dine kræfter på at bebrejde dig selv.
Almindelige symptomer
- Ændret afføringsmønster: forstoppelse, diarré eller skiftevis det ene og det andet.
- Blod i afføringen eller mørkere afføring.
- Tyndere afføring.
- Mavesmerter eller oppustethed.
- Uforklaret vægttab.
- Træthed og bleghed på grund af blodmangel.
Husk: tidlig sygdom giver ofte slet ingen symptomer. Når symptomerne er tydelige, er stadiet ofte mere fremskredent. Det er netop derfor, screening findes.
Hvilke undersøgelser foretages
Diagnosen kræver som regel flere undersøgelser, hver med sin opgave:
- Koloskopi — ser svulsten direkte og tager vævsprøve. Sådan bekræftes diagnosen.
- Billeddiagnostik — CT eller MR, for at vurdere hvor langt svulsten er vokset, og om den har spredt sig til andre organer. Endetarmskræft kræver som regel mere detaljeret billeddiagnostik.
- Blodprøver — herunder tumormarkører, primært som sammenligningsgrundlag før og efter behandling.
Hvad stadiet betyder
Lægen vurderer stadiet ud fra tre ting: hvor dybt svulsten er vokset i tarmvæggen, om nærliggende lymfeknuder er påvirket, og om den har spredt sig til andre organer.
Stadiet former behandlingsplanen, men det er der, behandlingen begynder, ikke hvordan den ender. To patienter i samme stadie kan have meget forskellige forløb afhængigt af svulstens egenskaber, og hvordan den reagerer. Ret opmærksomheden mod det næste skridt frem for at lede efter overlevelsestal på nettet — de bygger på data indsamlet for flere år siden og er ikke beregnet for dig.
Hvordan behandles den
- Operation — hovedbehandlingen for de fleste. Ud over åben kirurgi findes kikkertmetoder som laparoskopi og robotkirurgi med da Vinci. Hvilken der bruges, afhænger af svulstens placering og udbredelse og af dit generelle helbred.
- Kemoterapi — medicin, der virker på kræftceller, som kan have spredt sig, men endnu ikke ses på scanninger. Nogle får den efter operationen, andre før.
- Stråleterapi — bruges især ved endetarmskræft, ofte sammen med kemoterapi, for at skrumpe svulsten, øge chancen for komplet fjernelse og mindske lokalt tilbagefald.
- Målrettet behandling og immunterapi — egnetheden afhænger af svulstens genetiske og molekylære undersøgelser. Derfor afventes væv- og gensvar efter operationen.
Tre hyppige spørgsmål
”Får jeg brug for en stomi?” Ikke nødvendigvis. Det afhænger af, hvor svulsten sidder, og om lukkemusklen kan bevares. Der er også forskel på en midlertidig og en permanent stomi; en midlertidig kan som regel lukkes efter nogle måneder. Spørg din egen kirurg, hvad der gælder for dig.
”Arver mine børn det?” Som regel ikke. Men hvis du blev syg i en yngre alder, eller flere i familien har haft sygdommen, kan din læge foreslå flere undersøgelser og tilbyde screening til slægtninge.
”Kan jeg leve normalt under behandlingen?” Det kan de fleste. Arbejde, mad og motion kan i vid udstrækning fortsætte med et lidt tilpasset tempo. De konkrete begrænsninger afhænger af din behandling.
Hver patient er forskellig, og denne artikel giver kun generelle principper. Dine egne undersøgelser og din behandling skal følge din læges anvisninger.